Ventetiden til sygehuse er kortere end vi tror

Patienter med almindelige sygdomme behøver ikke at vente flere uger på at blive behandlet, men kan komme på operationsbordet inden for få dage. Det kræver blot, at de benytter sig af det frie sygehusvalg, viser ny opgørelse. Men kun 3 ud af 100 patienter vælger at blive behandlet på et sygehus i en anden region.

Hvis du hører til dem, der kæmper med slidgigt i knæet, og hver eneste dag må dulme dine smerter med piller, er det en god idé at bruge lidt tid på at finde det sygehus, der har den korteste ventetid. Du kan nemlig blive behandlet næsten med det samme.

Patienter venter i gennemsnit 56 dage på at blive opereret for at få et kunstigt knæ. Men vælger de at benytte sig af det frie sygehusvalg og tager til Randers, kan de nærmest gå direkte ind på operationsstuen. For på Regionshospitalet Randers er ventetiden under 7 dage på den type knæoperation.

Det samme er tilfældet for patienter med grå stær. De må i snit vente 69 dage på at blive opereret, men vælger de at tage til Silkeborg, kan de også blive opereret stort set med det samme. Regionshospitalet Midt i Silkeborg er med en ventetid på under 7 dage for øjeblikket det offentlige sygehus i landet med den korteste ventetid for operation af grå stær.

Login