App-oteket bliver danskernes guide til de bedste sundhedsapps

Sundhedsapps rykker ind i vores hverdag. Nu er regeringen, KL og Danske Regioner på vej med en guide efter engelsk forbillede.

MM Special: Den digitale sundhedsrevolution

Apples App Store tilbyder næsten 50.000 forskellige apps inden for sundhed – og det er blot 15 procent af det samlede marked, hvor især apps til Android-telefoner sender tallet op på i alt cirka 250.000 sundhedsapps til forskellige platforme.

Det meget store antal sundhedsapps gør det svært at finde lige netop den app, der bedst kan afhjælpe ens behov.

”Vi vil se flere og flere apps over de kommende år, og med dem kommer mere og mere forvirring og mindre og mindre overblik,” siger Carsten Obel, direktør for Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Apple selv forsøger at råde bod på forvirringen og anbefaler for eksempel seks apps, der kunne være relevante, hvis man vil overvåge sin søvn. Virksomheden fortæller bare ikke, hvorfor den netop har udvalgt disse seks.

Det kunne selvfølgelig være, fordi undersøgelser viser, at brugerne er mest tilfredse med disse, eller fordi deres målinger er særligt præcise. Det kunne også være, fordi Apple samarbejder med netop de seks softwareudviklere, der står bag de pågældende apps.

Den manglende overskuelighed og den manglende åbenhed om kriterier for at evaluere de forskellige sundhedsapps har bevirket, at regeringen, KL og Danske Regioner som led i projektet HealthD360 vil etablere en slags bibliotek for sundhedsapps, et såkaldt app-otek, der kan guide borgerne til de bedste apps.

De tre parter er i gang med det forberedende arbejde til app-oteket og vil i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger i sommeren næste år beslutte, hvordan et dansk app-otek skal opbygges.

Borgernes data hjælper behandlingen på vej

Det danske projekt trækker på erfaringer fra England, hvor NHS, The National Health Service, allerede er i gang med at opbygge en tilsvarende guide: NHS Apps Library.

I modsætning til Apple lægger NHS åbent deres kriterier frem. Det engelske sundhedsvæsen stiller f.eks. krav til klinisk sikkerhed. Det betyder blandt andet, at apps, der hjælper borgere med at huske at tage deres medicin, har så enkel og tydelig en udformning, at borgerne ikke misforstår appens notifikationer og tager for meget eller for lidt medicin på de forkerte tidspunkter.

Når en app opfylder kravene, bliver den indlemmet i det engelske NHS Apps Library.

Tilsvarende løsninger findes i Singapore med HealthHub og i den spanske region Andalusien med AppSaludable. I Danmark har Region Syddanmark på samme måde etableret en miniguide med apps, der kan hjælpe borgere med psykiatriske problemer, MindApps.

Det springende punkt er imidlertid, hvordan data fra borgernes forskellige apps kan integreres i det eksisterende sundhedsvæsen. I England sker det for eksempel ved, at læger kan udskrive bestemte apps på recept. Dermed bliver det så gratis for borgerne at downloade og bruge appen.

I Danmark lægger HealthD360-projektet ikke bare op til, at borgerne anvender de udvalgte apps, men også til, at de indsamlede data samles på en platform, der giver overblik over både borgernes egne data og data fra offentlige databaser.

På den måde kan data fra forskellige apps indgå i sundhedsplejerskens, hjemmesygeplejens, lægens og sygehusets arbejde og samarbejde med patienterne.

Forrige artikel Vestager: Vi skal give bekymringsindustrien modstand Vestager: Vi skal give bekymringsindustrien modstand Næste artikel Ventetiden til sygehuse er kortere end vi tror Ventetiden til sygehuse er kortere end vi tror